Moderne og postmoderne pædagogik

Vi har kort skitseret de forskellige pædagogiske retninger gennem tiden

Pædagogisk realisme: Gennem erfaringer skal barnet tilpasse sig samfundet ved hjælp af opdragelse, uddannelse og undervisning.


Humanistisk pædagogik: Mennesket er i centrum. Autoriteter skal ikke være i fokus, men i stedet de indre vilkår som forståelse og erkendelse. Man forstår ud fra den eksisterende viden man har og de særevner man besidder.

Kritisk pædagogik: Det er nødvendigt at være bevidst om de mange magtrelationer der fremgår i samfundsbilledet. For at barnet skal kunne leve frit for disse magtrelationer i samfundet, må det være bevidst om at de eksisterer.


Konstruktivistisk pædagogik: Barnet ser gennem sin opdragelse, uddannelse og undervisning verden som konstruktioner/kognitive skemaer. Barnet kan selv skabe konstruktionerne, genskabe dem via rekonstruktioner, opdele dem i delelementer og forholde sig kritisk til disse vha. dekonstruktioner. I de fleste tilfælde vil man se læring en fælles proces. Man kan se konstruktionerne som en slags kognitive skemaer opbygget af viden og erfaringer. Den konstruktivistiske pædagogik har stærkt fokus på individet.  

Vi har kort skitseret de styrker og svaghed vi finder ved pædagogikkerne:

Pædagogisk realisme
Styrker: fokus på at nå et mål
Svagheder: Barnet ses som et objekt som den voksne kan påvirke envejs. 


Humanistisk pædagogik
Styrker: Man prøver at forstå barnet og lader det udfolde sig på sin helt egen måde. Selve etikken er underlagt og barnet får lov til at være sig selv.
Svagheder: Ingen respekt for autoriteter.

Kritisk pædagogik
Styrker: Opgøret mod de sociale positioner er med til at give alle en mulighed for at få ytret en mening.
Svagheder: Vi kan frygte at miste de faste rammer vi har brug for.

Konstruktivistisk pædagogikStyrker: børn har mulighed for hele tiden at udvikle sig socialt. Barnet har mulighed for at ændre på sin opfattelse af opdragelsen og hele tiden udvikle sig på denne måde.
Svagheder: erfaring er med til at udvikle barnet og hvis man ikke har særlig mange erfaringer indenfor nogle områder er man bagud i forhold til de andre børn.

I tilfælde af at man har en pædagogisk praksis uden bagvedliggende teori, tænker vi, at det fælles grundlag forsvinder. Den enkelte må i stedet handle ud fra egen overbevisning og ens egen moral. Der findes ingen fælles rammer og regler for hvordan samværet skal foregå, men i stedet er der fokus på de enkelte pædagogers handlemåde. Vi forestiller os at der hurtigt vil opstå kaos, fordi der ingen fælles udgangspunkt og retningslinjer er. Vi mener, at der i stedet er behov for et fælles regelsæt og en mulighed for at tale sammen kollegaer imellem og søge råd og sparring, hvis der opstår udfordringer.